En gåtur på den vilde side i Ibiza

Uanset om du er en ivrig vandrer, en afslappet spadserer eller bare nyder at komme ud for lidt frisk luft med hunden, vandreture er en af de bedste ting at lave i Ibiza.

Min guide fulgte en sti med Walking Ibiza for at opdage et pirattårn med udsigt til Es Vedrá, en glat skråning, der fører til Atlantis, og hvor lang tid det faktisk kunne tage at gå op igen.

Vores vandretur startede med, at Walking Ibiza gruppen samlede sig på en camin nær Cala D’Hort. Gruppen på omkring 20 personer marcherede afsted og delte sig straks i 2 distinkte grupper, hvor de snakkende piger og jeg kom bagest. Vi indså hurtigt, at vi var bagud, da vi nåede et T-kryds, og hovedgruppen var ikke nogen steder at se. Et hurtigt opkald fik os tilbage på sporet og i den rigtige retning, 2-vejs radioer blev udleveret til en bagvagt, og vi var sat til succes. Efter 10 hurtige minutter tog vi en pause på en dramatisk klippekant med udsigt over Es Vedra. Her oplyste Toby, vores guide, os om dybdekanalen, der bringer kolde strømme ind i bugten, og han fortalte historier om en hule, der løber lige gennem Es Vedra, mystisk magnetisme og landlige geder, der ser ud til at have tilpasset sig ret godt til denne klippe, der dramatisk rejser sig fra havbunden.

Med den stigende vintersole, der sneg sig over ryggen foran os, var det tid til at tage til Torre d’en Pirata (Torre des Savinar). Denne opstigning førte os flere 100 meter op til toppen af ryggen og afslørede tårnet, som er et af 5 på øen bygget mellem 1756 og 1763. Et netværk af disse tårne er spredt over øen og fungerede som det tidlige varselssystem for den kommende ankomst af tyrkiske raiders efter øens saltudvinding og i senere år herjende pirater. Når de blev opdaget fra et af tårnene, ville de uvelkomne besøgende blive mødt med røgsignaler sendt fra et tårn til det næste, hvilket advarer øboerne om at låse deres geder og døtre inde og at afslutte Hierbas…piraterne var på vej.

Selvom besøget til pirattårnet ikke havde noget drama i vente for os, var udsigten over Es Vedra et must-see og stadig lige så fuldstændig betagende som den altid har været. Adgangen til tårnet er let at finde, og den snævre snoede trappe fører dig direkte til toppen af udsigtspunktet. Med vægge, der næsten er 2 meter tykke på toppen, er det sikkert at sige, at disse tårne blev bygget til at holde. Et kig over kanten mod øst gav os en anelse om, hvad der stadig ventede. Klippesøerne i Atlantis lå glinsende langt nedenfor, og gruppen gjorde sig klar til at krydse ryggen og begynde nedstigningen til brudstenen.

Selvom stenbrud generelt ikke er den slags steder, de fleste sindssyge mennesker normalt begiver sig ned ad et bjerg for (for ikke at nævne tilbagevejen), er Atlantis anderledes, Atlantis kalder på dig. Den karrige sandsten uden planter og der glimrer med 2 smukke klippesøer ved vandkanten får dig til at føle, at du snarere er på en strandklub på Mars (den blå Mars måske) end på vores sædvanligvis grønne og frodige Ibiza.

Uendelige indgraveringer og skulpturer pryder Ibiza-klippen her, og de mange stentårne står som et vidnesbyrd om menneskets kærlighed til at stable sten oven på hinanden. Det er svært at forestille sig, hvordan dette sted så ud, før de begyndte at skære klippen ud til væggene i Dalt Vila. Men i stedet for at efterlade et arret, karrigt land, er dette sted blevet forvandlet til noget magisk og andre værdier.

Da gruppen blev rastløs efter at have færdiggjort deres snacks og vandet hundene, rettede vi vores opmærksomhed mod opstigningen tilbage op. Det tog kun en halv time at få alle tilbage op og tilbage til bilerne, men det føltes helt sikkert længere. Bestemt mere trætte end da vi startede, og med vores eventyrlyst stillede for nu, var det tid til at tage afsted for noget mad, vin og øl - eller i mit tilfælde fotografere heste på en strandtur i Port San Miguel. Men mere om det eventyr en anden gang.